Temperaturtjek på fritidslivet

Idræts- og fritidslivet til debat i Hadsund Kulturcenter 25. oktober

07. oktober 2017 kl. 06.00

HADSUND: Hvordan står det til med idræts- og fritidslivet i Mariagerfjord Kommune?

Det vil kultur- og fritidsforvaltningen gerne høre de mange aktørers og borgeres meninger om - og erfaringer med.

Derfor indbydes alle interesserede, både frivillige og brugere på området, til et åbent dialog- og debatmøde i Hadsund Kulturcenter onsdag 25. oktober.

På mødet vil journalist Søren Wormslev styre slagets gang, og en række udvalgte personer fra kommunens idræts- og fritidsliv vil på skift bliver kaldt op for at give deres bud på temperaturen hos kommunens idræts- og fritidsliv.

- Det er nu ti år siden kommunesammenlægningen, og det er et oplagt tidspunkt lige at stoppe op og tage temperaturen på idræts- og fritidsområdet, siger kultur- og fritidschef, Joan Kamstrup.

- Vi er i øjeblikket i gang med en større proces, hvor vi undersøger om vi er i øjenhøjde med vores borgere, og for at få hørt så mange stemmer som muligt, har vi valgt at lave et møde, hvor alle er velkomne - og opfordres til at bidrage til debatten.

I foråret afholdt forvaltningen et lignende dialogmøde for aktører på kulturområdet.

- Dengang mødte rigtig mange op og vi fik en god dialog, mange idéer, og et godt billede af, hvor der er forhindringer og hvilke udfordringer aktører, store som små, møder i deres foreninger, men også hvad der fungerer og hvad vi skal fortsætte med at gøre, noterer Joan Kamstrup.

Nu er turen så kommet til idræts- og fritidslivet.

Indlæg, idéer og input fra mødet i Hadsund Kulturcenter indgår i en opsamling på hele kultur, idræts- og fritidsområdet, der skal danne grundlag for den fremtidige politik på området.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste