Billede beskrivelse

Tårerene trillede til auktion for ukrainske flygtninge: Så meget blev samlet ind

Lørdag var borgere fra nær og fjern samlet til auktion i Hadsund Butikscenter. Pengene går til ukrainske flygtninge

11. april 2022 kl. 11.19

Knap 48.000 kroner. Så meget blev der samlet ind lørdag, da der blev holdt auktion i Hadsund Butikscenter til fordel for ukrainske flygtninge i nærområdet.

Auktionen var arrangeret af Lotte Larsen og Leo Nysom, der ejer blomsterbutikken Cha No La i Hadsund. Begge var meget overraskede over den store opbakning til arrangementet og det flotte beløb.

- Det var over alle forventninger. Alt på auktionen blev solgt, fortæller Lotte Larsen.

Under auktionen kom en 13-årig ukrainsk pige forbi, som lige nu bor i Rostrup. Modigt stillede hun sig op foran forsamlingen på omkring 100 mennesker og sang den ukrainske nationalsang.

- Det var utroligt rørende, og jeg så, at flere fik tårer i øjnene, siger Lotte Larsen.

Pengene er nu indsat på en konto, der bliver bestyret af Per De Fries Andreasen, Kirsten Nielsen, Leo Nysom og Lotte Larsen. Indtil videre er der ikke noget konkret på tegnebrættet, men gruppen har oprettet en kontakt til flygtningekoordinatoren i Mariagerfjord Kommune, som vil henvende sig, hvis der opstår ting, som kommunen ikke selv kan skaffe eller finansiere.

- Det er vigtigt for os, at pengene bliver spredt ud til at hjælpe så mange som muligt, og at de bliver brugt til de rigtige ting. Det kan kommunen hjælpe os med at sikre, siger Lotte Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste