Sypiger har fået flere maskiner
MARIAGERFJORD: Frivilligcentret i Mariagerfjord har indkøbt ekstra symaskiner til cafeaktiviteten "Sypigerne" - takket være støtte fra Elrofonden.
Sypigerne er en gruppe kvinder, der står uden for arbejdsmarkedet som pensionist, førtidspensionist, efterlønner eller lignende, og som søger socialt samvær med ligesindede.
Eneste krav der til deltagerne, er at de kan håndtere en symaskine, for som kvinderne siger, "så hjælper vi gerne hinanden med råd og mønster til tøjet, men vi skal være rimeligt selvhjulpne". Der er stadig plads på holdet, og det er gratis at deltage.
Sypigerne mødes hver tirsdag fra kl. 10-15 i Frivilligcentret i Hadsund, hvor de hygger med både formiddagskaffe og middagsmad. Maden klarer de selv, mens kaffe og te står til rådighed. Det er gratis at deltage, og der er plads til flere.
Elro støttede også med et lærred til lokalet. Det viste sig, at den valgte Whiteboard gav nogle uheldige lyspletter i fremvisningen, men nu er også det forbedret for dem der vil bruge lokalet til fremvisning via projektor, oplyser Frivilligcentrets leder Tommy Sørensen.