Svømmeklub satser på 25 e-sports-hold
HOBRO: Counter Strike, League of legends, FIFA - og Mindcraft for de mindste.
Disse fire computerspil bliver i første omgang omdrejningspunktet i Mariagerfjord Kommunes nye e-sport forening HSE Vikings, som er etableret i regi af Hobro Svømmeklub.
Svømmeklubben satser i alt på at få oprettet ikke færre end 25 hold inden for de forskellige e-sports-discipliner.
Selve træningen går først i gang 4. september, men allerede nu opfordres interesserede til at tilmelde sig via svømmeklubbens hjemmeside www.hobro-svom.dk
Klubchef Christian Johnson har selv seks børn, som er mere eller mindre bidt af at spille computerspil, og han er ikke i tvivl om, at e-sporten i de kommende år vil udvikle sig med raketfart. Også i Hobro og omegn.
- I HSE Vikings bliver flere af e-sports-holdene kombineret med svømning og andre motionsformer, så vi undgår nogle af de mindre hensigtsmæssige følger, der kan opstå af at træne meget e-sport.
- Samtidig ser vi det også som en af vore opgaver at lære børn og unge om, hvordan de begår sig sikkert i en virtuel verden, hvor man ikke kender dem der sidder i den anden ende, og give dem viden om, hvordan sund kost og søvn har indflydelse på spillet og de unges præstationer bag skærmen, fremhæver Christian Johnson.
Rent fysisk får HSE Vikings tilholdssted i Hobro Idrætscenter og kan med hjælp fra bl.a. Mariagerfjord Kommune, Sparekassen Hobro Fonden, DGI og sponsorer tilbyde det nyeste udstyr, når sæsonen indledes 4. september.