Svær premiere for o-løbere
MARIAGERFJORD: 28 løbere forsvarede i weekenden Mariager Ford Orienteringsklubs farver i årets første divisionsturnering for klubberne i Nordkredsen.
Det var Horsens OK, der var arrangør af stævnet, der fandt sted i Bjerge Skov sydøst for Horsens, og der deltog i alt 344 løbere, fordelt på fire klubber i 2. division og seks klubber i 3. division.
Løberne fra Mariager Fjord OK var i 2. division oppe imod Aalborg OK, Viborg OK og Aarhus 1900 OK, og som forventet fik de himmerlandske løbere deres sag for.
Matchen mod Aarhus 1900 OK sluttede uafgjort 65-65. Derimod blev det til to klare nederlag til hhv. Aalborg OK og Viborg OK og dermed blev det kun til et enkelt matchpoint i sæsonpremieren.
Individuelt tog løberne fra Mariager Fjord OK dog mange flotte resultater med hjem, herunder en førsteplads til Bettina Gjedde i klassen D55 og en førsteplads til Nicolai Zaar Nielsen i H21-klassen.
Derudover vankede der andenpladser til Line J. B. Nielsen og Søren Munthe, og tredjepladser til hhv. Keld Østergaard, Jørgen Smit, Jørn Blom og José Rafael Marin.