Sur diskoteksgæst overdængede politiet med skældsord
HOBRO: En 26-årig mand lavede natten til søndag klokken 02.19 så meget ballade på et diskotek i Hobro, at politiet måtte tilkaldes, da manden ikke ville forlade stedet af egen fri vilje.
Det hjalp i første omgang heller ikke, at politiet ankom, for manden begyndte i stedet at sende en række af skældsord, trusler, forbandelser og andre mindre pæne ord afsted mod politiet.
Så til sidst så patruljen sig nødsaget til at anholde manden og tage ham med på stationen til afrusning, oplyser Nordjyllands Politi.