Billede beskrivelse

Succesfulde forårsdage i Hadsund – også selvom vejret var i efterårshumør

30. maj 2022 kl. 19.35

Selvom vejret var blæsende og småkøligt, havde Hadsund Handel fredag og lørdag inviteret til ”Forårsdage” med blandt andet Open By Night, koncert, kræmmermarked og andre aktiviteter. Det blev en succes.

- Det er efterhånden mange år siden, vi har haft koncert på Torvet med større navne, og selv om vi ikke kunne få den ægte vare i form af Kim Larsen, var det næsten som om han var der i skikkelse af Lune Carlsen, fortæller en meget tilfreds Jan Vestergaard, aktivitetsansvarlig hos Hadsund Handel, og fortsætter:

- Lune Carlsen leverede alle de velkendte syng-med-klassikere og de mellem 150 og 200, der var mødt frem, så ud til at nyde det.

Billede beskrivelse

- Den stive kuling udfordrede dog Hadsund Bryghus og Friis Wood & Deli, der sørgede for både vin og fadøl, men det hele forløb som det skulle fredag, herunder den sædvanlige gode oplevelse, når Hadsund Skole Orkester traditionen tro skyder vores Open by Night i gang, fortæller Jan Vestergaard.

Lørdag var føde- og kræmmermarkedet Bazar Skelunds stande ”på besøg” i Butikscenter Hadsund, og trods ”konkurrence” fra karneval i Aalborg og Musik i Øster Hurup havde rigtig mange fundet frem til markedets nye adresse, hvor der var en livlig handel, mens entertainer Steve Hart sørgede for god stemnings- og markedsmusik.

Billede beskrivelse

Begge dage var den velkendte og populære Tolder i gadebilledet med sin taske og en masse gavekort, og selvom denne event efterhånden er en af de gamle travere, er den fortsat et populært tilløbsstykke.

Alt i alt et par skønne og aktive forårsdage i Hadsund – også selvom vejret til tider mindede lidt mere om efterår…

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste