"Store Roberts" ånd får nyt liv i fjordbyen
HADSUND: En af de mere markante danske kunstnere i nyere tid, skulptøren Robert Jacobsen, har indirekte sat sit aftryk på Hadsund, men tidens tand har næsten udvisket mindet. Det laves der om på nu.
Der er tale om det kunstværk, der ses af tusindvis af gående og bilister, der passerer igennem Hadsund på Himmerlandsgade. Betonvæggen på den østlige side af vejen fra lyskrydset og i retning mod rundkørslen er udsmykket, ikke af "Store Robert" selv, men af en af hans elever, Doris Bloom.
Ifølge Jørgen Myrup, direktør for Spar Nords filial i Hadsund, er kunstværket godt nok ikke af Robert Jacobsen selv, men det ligner noget, han selv kunne have lavet. Jørgen Myrup er idemanden bag, at det stærkt medtagne maleri nu bliver renoveret og har fordybet sig i historien bag.
- Det var så påvirket af vind og vejr, alger, bilos og så videre, at man næsten ikke længere kunne se motivet. Det, synes jeg, var synd, fordi det trods alt er en del af Hadsunds historie, og deraf opstod ideen om at få det malet op igen. Det har været malet op en gang, men det var kun symbolerne, ikke baggrundsfarven. Nu får hele maleriet en totalrenovering, siger han.
Historien om maleriet stammer helt tilbage fra 1980. Robert Jacobsen underviste på daværende tidspunkt på Kunstakademiet i København, men for ret få elever.
- Så fik han ideen om at sende sine elever ud i landet for at skabe happenings og dermed interesse for undervisningen. En af dem var Doris Bloom, der altså landede i Hadsund. Jeg har snakket med hende for at få lov til at renovere maleriet, og hun er meget stolt af, at vi ville gøre det, så der var ingen problemer med hende. Tværtimod, siger Jørgen Myrup.
Renoveringsopgaven er lagt i hænderne på den lokale kunstner Kiss Jönsson, der nu har været i sving i godt en uge. Fredag nåede hun hele maleriet igennem, men arbejdet fortsætter i hvert fald en uge endnu.
- Det skal males to gange, og det skal overfladebehandles. Forud er væggen blevet renset af for alger og bilos, og da de nuværende malingstyper er bedre end dengang, forventer vi, at det færdige resultat vil holde betydeligt længere end det oprindelige, siger Jørgen Myrup.
Det er Sparekassen Hadsund Fonden, der har finansieret renoveringen.
- Mange kan ikke huske det, men sparekassen blev fusioneret med Spar Nord i 1988, og i den forbindelse blev en aktieportefølje lagt i en selvstændig fond. Provenuet uddeles en gang om året til lokale formål, mestendels i selve Hadsund, forklarer Jørgen Myrup.