Stor pris til Mariagerfjord: - Vi har knækket kurven ved at sige farvel og tak til gamle vaner og arbejdsgange
Mariagerfjord får international pris for ældreprojekt, hvor antallet af urinvejsinfektioner er styrtdykket
MARIAGERFJORD: Ældreplejen i Mariagerfjord Kommune tilhører den internationale elite, når det gælder om at nedbringe antallet af urinvejsinfektioner blandt ældre.
Det har kommunen netop fået papir på i form af en pris, som blev uddelt i forbindelse med konferencen "Global Forum On Incontinence" i Rom.
- Ældre mennesker har en øget risiko for at få urinvejsinfektioner, og det har negative konsekvenser for deres livskvalitet, førlighed og sundhed. Samtidig er der et stort samfundsmæssigt perspektiv i at nedbringe forbruget af antibiotika. Derfor har vi taget initiativ til et projekt, der skal nedbringe antallet af infektioner, forklarer Charlotte Andersen, der er hygiejnesygeplejerske i Mariagerfjord Kommune.
Projektet er i første omgang blevet rullet ud på på fem kommunale plejecentre, og resultaterne er opsigtsvækkende.
Antallet af infektioner er nemlig styrtdykket med mellem 70 og 86 procent, og på den baggrund bliver erfaringerne nu udbredt til kommunens øvrige plejecentre.
- Vi har knækket kurven ved at sige farvel og tak til gamle vaner og arbejdsgange og erstatte dem med nye, som tager udgangspunkt i et stærkt fokus på hygiejne, fortæller Charlotte Andersen.
Som led i projektet har hun blandt andet undervist personalet i optimal håndhygiejne, korrekt nedre hygiejne samt forebyggelse af infektioner.
Desuden sørger personalet for, at de ældre får rigeligt med væske i løbet af dagen.
Målet med projektet var at nedbringe antallet af urinvejsinfektioner med 50 procent, men resultaterne har vist sig at være væsentligt bedre, end Charlotte og hendes kolleger på forhånd turde håbe på.
- Resultaterne har virkelig været gode, men vi havde da ikke drømt om, at de ville vække genlyd i internationale kredse. Vi har taget kendt viden og omsat den til konkrete arbejdsgange og metoder. Det lyder ret enkelt, men det kræver faktisk en stor og engageret indsats i det daglige arbejde. Derfor anser jeg også prisen som et kæmpe skulderklap til mine gode kolleger på plejecentrene, siger Charlotte Andersen.
Fra politisk hold glæder sundheds- og omsorgsudvalgsformand Jan Andersen (DF) sig over de flotte resultater.
- Jeg er utrolig stolt over dette projekt, som skaber bedre livskvalitet for vores ældre. Jeg lægger vægt på, at vi skal gøre en særlig indsats for, at vores metoder og gode erfaringer kommer alle ældre til gode - ikke bare i vores kommune, men i hele Danmark, siger han.
Jan Andersen ser store perspektiver i det skærpede fokus på hygiejne i ældreplejen og forudser, at lignende metoder også kan bruges til at forebygge andre infektioner som eksempelvis lungebetændelse.
Projektet er indtil videre gennemført på plejecentrene Teglgården i Als, De Gamles Gård i Assens, Fjordvang i Mariager, Solgaven i Hobro og Myhlenbergparken i Arden.