Billede beskrivelse

Stor Hobro-virksomhed planlægger byggeri af op mod 50 nye energiparker

25. oktober 2024 kl. 06.02
Opdateret 31. oktober 2024 kl. 11.46

HOBRO: Lige nu bygger Eurowind Energy flere end ti projekter rundt om i Europa, men indenfor de næste to år er der planlagt op mod 50 nye byggerier. En stor del af byggerierne finder sted i flere af Eurowind Energys kernemarkeder som Tyskland, Rumænien og Polen, men der er også flere byggerier planlagt i Sydeuropa. 

Byggerierne har tilsammen en kapacitet på knap 1 GW. De mange byggerier kræver en omfattende og nøje planlægning, forklarer Morten Gaarde, Global EPC Director. 

- Vi skal selvfølgelig sørge for at planlægge indkøb af den nødvendige teknologi, men også selve byggeprocessen fra første spadestik til den endelige tilslutning til nettet skal være planlagt og på plads. Og så skal vi ikke mindst sørge for løbende rekruttering af især projektledere, som har det overordnede ansvar for byggeriet af en park. Det er en stor opgave, som vi er i fuld gang med at løse.

Billede beskrivelse

Mere komplekse byggerier 

Byggerierne fordeler sig over flere forskellige teknologier som vindmøller, solceller, batterier, elektrolyse og biogasanlæg, ofte med flere teknologier sammen i hybridanlæg. 

- Når vi bygger hybridanlæg, er det naturligvis ofte mere komplekse byggerier. Det tager naturligvis lidt længere tid og stiller større krav til vores folk, men det bliver hurtigt opvejet af de fordele, vi har af at producere mere strøm og gas fra den samme park. Jeg ved også, at det er en af de faglige udfordringer, som vores folk værdsætter, siger Morten Gaarde. 

Det tager mellem 12 og 18 måneder at bygge en ny energipark. For at sikre leverancer af den nødvendige teknologi har Eurowind Energy indgået strategiske samarbejder med udvalgte leverandører, så byggeplanerne kan fastholdes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste