Billede beskrivelse

Støtteforening donerer udstyr til sygehus i Hobro

29. august 2017 kl. 06.05

HOBRO: Støtteforeningen for Hobro Sygehus har netop bevilget det lokale sygehus en speciel Lipo Medela vacuumpumpe.

Pumpen skal bruges af plastikkirurgerne, der er begyndt at foretage operationer på Hobro Sygehus, oplyser formand for støtteforeningen Tom Soelberg, Hobro.

Pumpen supplerer de instrumenter, man i forvejen bruger, så der kan tilbydes flere typer operationer i Hobro.

Man vil også kunne operere flere patienter pr. dag.

Støtteforeningen for Hobro Sygehus har siden sin oprettelse doneret udstyr til sygehuset for i alt godt fire millioner kroner.

Ikke alle donationer har været lige dyre. Den aktuelle bevilling er på knap 30.000 kroner. Tidligere donationer har haft en værdi af 700.000-800.000 kroner.

Siden Hobro Sygehus blev en del af Aalborg Universitetshospital, har støtteforeningen ved donationer betinget sig, at de pågældende gaver ikke kan fjernes fra matriklen i Hobro uden foreningens tilladelse, oplyser Tom Soelberg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste