Stime af campingvogne på vej mod Øster Hurup og Als
ALS/ØSTER HURUP: Campister i stort tal forbereder sig til påskedagene ved Kattegatkysten i Mariagerfjord Kommune. På vejene til Øster Hurup og Als kører der op til helligdagene en stadig strøm af biler med campingvogne på slæb.
På pladserne i og ved Øster Hurup er campingfolket ved at indrette sig og sikre sig en ganske bestemt plads.
På den femstjernede Kattegat Strand Camping, der er langt den største plads i området, åbnede man sæsonen 23. marts, og der har siden været livlig aktivitet på de enkelte steder med at få vognene nivelleret ind, så kaffen ikke står skævt i kopperne.
På den anden store campingplads, Østre Hurup Camping midt i byen, lukkede man også op 23. marts. Begge steder er det fastliggere, der indretter sig, og det er i vid udstrækning de samme mennesker, der år efter år søger sammen i klynger.
Nogle kilometer mod syd i Als er der også to campingpladser, hvor en del campisterne er ved at indrette sig på Havbakkerne, som Als Borgerforening driver. Her er der plads til et halvt hundrede vogne, der alle har en flot udsigt over Kattegat. Pladsen ligger ud til bakkeskråningen en snes meter over vandet.
På borgerforeningens anden plads umiddelbart syd for byen, er man knap kommet i gang endnu. Her er der også plads til et halvt hundrede vogne.