Stærk blæst betød god plads på havn
Turisterne bliver færre og færre i Øster Hurup
Hård blæst, nærmende sig kuling fra nordøst, betød en stille torsdag på og ved havnen i Øster Hurup.
Bølgerne var så store, at de slog ind over den nordlige ydermole. Lystfartøjerne holdt sig i inderhavnen, hvor vandet var roligt.
Blæsten betød også forhøjet vandstand, så store dele af sandtangen syd for havnen var oversvømmet. Det var dog muligt at komme nogenlunde tørskoet fra havnemolen til tangen, der er forbundet med molen med en flydebro.
Turiststrømmen i feriebyen er taget af samtidig med, skolerne har indledt undervisningen. Trafikken i ferielandet er præget af tyske nummerplader. Adskillige tyskere har lejet sig ind i sommerhusene i og ved Øster Hurup. Tyskland er delt i flere ferieperioder, og de ligger generelt senere på året end de danske. Det betyder længere udlejningssæson af fritidshusene i turistbyen.
De få menneske, der var på havnen og i byen, var klædt efterårsagtigt. Temperaturen på Himmerlands østkyst sneg sig ikke meget over 15 grader midt på dagen, og den stærke blæst var med til at køle ekstra.