Billede beskrivelse

Springfaciliteter i verdensklasse

Gymnastikinstruktør gennem 50 år klippede snoren til længe ventet springgrav i Valsgaard

25. oktober 2021 kl. 10.35
Opdateret kl. 15.40

”Den største enkeltinvestering i Valsgaard Gymnastikforening i nyere tid”.

Sådan betegnede næstformand Anders Dahl Kjeldgaard i sin tale den nye springgrav, som i weekenden blev indviet i Valsgaard Hallen.

Drømmen om springgraven har været der, lige siden Valsgaard Hallen blev bygget i 2004.

For fire-fem år siden begyndte idrætsforeningen at indhente de første tilbud, og prisen endte med at blive på 578.621,66 kroner.

Heraf har de fem fonde Jutlander Fonden Hobro, Svend Nielsen & Herdis Myginds Fond, Norlys Vækstpulje, SparNord Fonden og Nordea Fonden tilsammen bidraget med de 355.000 kr.

Billede beskrivelse

Springgraven skulle egentlig allerede have stået færdig i juni, men pga. lange leveringstider på skum og el-dele endte indvielsen med at trække i langdrag.

Først sidst i september stod graven færdig, og onsdag 29. september kunne 22 stærke frivillige sammen løfte den 700 kg tunge madras på plads.

Håbet er, at den nye springgrav vil være med til at gøre Valsgaard Gymnastikforening mere attraktiv for instruktører og medlemmer, at den vil betyde mindre slæb for foreningens godt 75 instruktører og at de nye springfaciliteter vil gøre det nemmere at indrette træningen efter den enkelte gymnasts niveau.

Snoren til den nye springgrav blev klippet af Poul Christensen, der gennem et halvt århundrede har været instruktør i Valsgaard Gymnastikforening.

Han betegnede de nye faciliteter som ren ”verdensklasse”.

I forlængelse af indvielsen benyttede gymnastikforeningen lejligheden til at præsentere en række af sine forskellige tilbud såsom kølletræning, cirkeltræning og floorball. Foreningens Juniormix-hold demonstrerede springgravens potentiale med flotte spring fra stortrampolinerne og airtrack, og under hele arrangementet blev der serveret sandwich, frugt, kaffe/kage og saftevand.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste