Billede beskrivelse

Spiseklubben Grydeklar i Møldrup fint fra start

33 kvinder mødte op til premieren

18. juni 2018 kl. 06.00

MØLDRUP: Spiseklubben Grydeklar kom fint fra start i Møldrup.

Til den første fællesspisning i Købmandsgården mødte hele 33 kvinder op, og de nød en dejlig mørbradgryde med tilbehør og derefter kaffe og småkage.

Spiseklubben Grydeklar er forbeholdt kvinder, der bor alene. De 33 deltagere forleden lå aldersmæssigt mellem 39 og 90 år.

Arrangørerne Bente Øris og Birgit Dalsgaard orienterede om tankerne bag, og der var rig mulighed for at få snakket og få sig en hyggelig stund sammen.

Der var også tid til et par gode, danske fællessange.

Næste gang - 4. juli

- Vi er rigtigt glade for den store opbakning, og det er vores håb, at kvinder i Møldrup og omegn nu kan mødes med andre kvinder til en hyggelig fællesspisning i Møldrup en gang om måneden, og derved møde nye mennesker eller få en hyggelig snak med gamle venner og bekendte, inviterer Bente Øris,

Den næste fællespisning foregår onsdag 4. juli klokken 18, og den første håndfuld tilmeldinger blev afgivet, inden deltagerne efter et par timers hyggeligt samvær sagde tak for i aften.

Vil du være med, kan du maile din tilmelding på benteoris@hotmail.com.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste