Solens stråler startede brand hos Kop og Kande
Der gik ild i en udstilling med håndklæder
HOBRO: Søndag kort efter klokken 13 udbrød der brand i en udstilling i vinduet hos Kop og Kande i Adelgade i Hobro.
- De havde en udstilling med nogle håndklæder og blandt andet også et spejl. Solens stråler blev reflekteret i spejlet, og der gik ild i håndklæderne, fortæller indsatsleder Claus Haparanda fra Nordjyllands Beredskab Falck i Mariagerfjord Kommune.
Forbipasserende opdagede branden og ringede 112.
Beredskabet sendte fuld styrke afsted til Kop og Kande, og der blev også rekvireret en ambulance.
- Politiet var de første på stedet, og politifolkene forsøgte at afskærme for solen, siger Claus Haparanda.
Da man ikke vidste, hvor meget ilden havde grebet om sig, blev en ambulance også sendt afsted. Indsatslederen oplyser, at det var af hensyn til, at ilden kunne have spredt sig til lejligheden, som ligger ovenover Kop og Kande.
- Vi er færdige med slukningsarbejdet, og vi er kørt fra Kop og Kande. Der er nu skadesservice på vej, som sørger for oprydningen, tilføjer han.