Sofie skaber fællesskab: Brugte bøger får nyt liv
Sofie har med inspiration fra rejser rundt i verden skabt bog-bytte-station
Hvis bogreolen trænger til en opdatering, er der hjælp at hente i Hadsund. Her er der nemlig blevet opstillet en bog-bytte-station på Markedsvej 51, hvor man både kan hente og efterlade bøger.
Det er Sofie Hedemann Vermehren, der har stået for initiativet, og det er på hendes adresse, stationen er stillet op.
- Vi kan gode lide at læse, og vi kan gode lide, at der er flere, der læser, fortæller hun og fortsætter:
- Det er for at skabe lidt fællesrum i byen.
Inspirationen til stationen kommer fra hostels, som Sofie Hedemann Vermehren har besøgt rundt i verden. Her har hun ofte set og benyttet lignende koncepter, hvor man kan bytte bøger, og hun syntes så meget om idéen, at hun har bragt den til Hadsund.
Hun fortæller, at der er stor interesse for at bytte bøger. Stationen var også opstillet sidste år, og her oplevede hun ofte, at hylden simpelthen blev overfyldt af bøger.
Sofie Hedemann Vermehren tror, at bytte-stationen kan give folk nogle anderledes læseoplevelser, end de er vant til.
- Der er mange, der kommer igen og læser alt muligt af det, de måske ikke plejer, lyder det fra initiativtageren.