Søn fortæller om sin far
HOBRO: Først generalforsamling - og bagefter foredrag om en markant Hobro-personlighed i forrige århundrede.
Det er - kort fortalt - programmet, når Studiekredsen på Hobro Bibliotek mandag 29. januar inviterer til møde bibliotekets foredragssal.
Generalforsamlingen er programsat til sidst på formiddagen, og bagefter er Studiekredsen vært ved to stykker smørrebrød, en øl eller en vand.
Efter frokosten fortæller journalist Søren Wormslev, NORDJYSKE Medier, om sin far, Hakon Wormslev.
Hakon Wormslev blev født i Hobro i 1926 og efterlod sig ved sin død i 2014 mange nedskrevne erindringer om sin barndom, ungdom og voksenliv i byen.
Sønnen Søren Wormslev har samlet nogle af erindringerne og fortæller i Studiekredsen bl. a. om sin fars opvækst i Hobro, om spejderlivet og skolegangen og om faderens virke i modstandsbevægelsen.
Foredraget om Hakon Wormslev afvikles i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aalborg.