Snart lander 83 elektriske trækplastre i Mariagerfjord
Kampen om de eftertragtede SOSU’er er hård. Nu får Mariagerfjord et nyt kort på hånden.
Mariagerfjord Kommunes SOSU’er får snart nogle bedre og mere komfortable biler at køre rundt i.
Det står klart, da kommunen nu kan offentliggøre, at hele Hjemmeplejen og Sygeplejens bilpark fra efteråret og fire år frem vil komme til at bestå af 83 elektriske SUV’er af mærket Toyota.
Fra hybrid til el
Bilen, ”bZ4X”, ser prangende ud. Men kommunens Ældre og Omsorgschef, Michael Bredahl Tidemand, forsikrer, at det ikke er udtryk for kommunalt flottenhejmeri.
Tværtimod er der tale om den billigste totalløsning for kommunen. Det står klart efter en periode, hvor drømmen om at skifte fra hybrid- til el kom i udbud og seks leverandører konkurrerede om at levere det bedste tilbud på parametre såsom pris, service og klimavenlighed.
- Her havde Toyotaen den bedste totaløkonomi. Det er dermed den billigste bil at køre i set over hele aftaleperioden på fire år, siger Michael Bredahl Tidemand.
Herudover var nogle af de vigtigste parametre for kommunen, hvem der kunne levere de bedste biler på parametrene komfort og ergonomi.
- Vores medarbejdere bruger adskillige timer på landevejen og arbejdsdagen byder på mange ind og udstigninger. Derfor er jeg glad for, at de snart får en lydsvag og komfortabel bil, fordi det skaber et godt og attraktivt arbejdsmiljø, siger Michael Bredahl Tidemand.
Elektriske trækplastre
Apropos formuleringen ”attraktivt arbejdsmiljø”, så håber Ældre og Omsorgschefen, at de flotte biler med tiden vil kunne fungere som trækplaster i kampen for at få flere af de eftertragtede SOSU’er til at søge mod Mariagerfjord.
- Konkurrencen om SOSU'erne er hård. Her bliver det et ekstra argument for at søge job hos os, at vi snart kan tilbyde vores medarbejdere et særdeles godt, sikkert og komfortabelt køretøj, når de skal ud og hjælpe vores ældre borgere på alle tidspunkter af døgnet og i al slags vejr, siger Michael Bredahl Tidemand.
Vinderen af udbuddet leverer sine 83 biler nu til efteråret.