Små kunstnere brugte naturen som motiv
ØSTER HURUP: I lighed med Stinesminde og Hadsund fejrede østkyst- og turistbyen Øster Hurup søndag Naturens Dag.
I Øster Hurup var det en række lokale foreninger, der stod for arrangementet. Turistkontoret ved havnevejen var omdrejningspunkt.
Dagen blev indledt med, at børnene kunne fange krabber og småfisk og efterfølgende studere dem på nærmeste hold i bassiner.
Der var også lagt op til, at de små skulle indprente sig naturmotiver og efterfølgende overføre indtrykkene med pensel og farver på lærred.
Der var på forhånd varslet ustadigt vejr, og man slap da heller ikke for en regnbyge.
Men man kunne glæde sig over, at en del af de efterfølgende aktiviteter foregik indendørs på turistkontoret.
Her blev dagens indtryk overført til hvidt lærred, og det blev til adskillige farvestrålende værker.