Billede beskrivelse

Sirius børnene elsker at rode i eget kartoffelbed

Plantekasserne i børnehave i Hvilsom har fået forårsliv

09. maj 2018 kl. 09.19

HVILSOM :- Jubii, så er plantekasserne igen fulde af flotte rabarberplanter og krusende persille og andre spændende planter.

Når der er forår i plantekasserne i børnehaven Sirius i Hvilsom, bliver børnenes fingre lige så stille grønne.

Hvert år ved denne tid bruger børnene i friskolens børnehave i Hvilsom nemlig tid på at sætte deres egne kartofler i egne plantespande.

Så kan børnene både vande flittigt og følge kartoflernes vækst.

Senere på sæsonen høstes kartoflerne til de sultne og spændte maver i børnehavens køkken.

I de fælles plantekasser er der plads til at så og plante lidt forskelligt, som alle børn og voksne kan få glæde af senere på sæsonen.

Persillen bruges til at peppe frokosten op med og klæder nykogte kartofler.

Rabarber koges til marmelade og saft, så børnene kan følge nogle råvarer fra jord til bord.

Her i maj måned besøger børnene ugentligt en lokal skov på de såkaldte skovdage, hvor årstidens skift følges i den vilde natur.

Så er det tid til at nyde duften af bøgeblade og grannåle, og insekter kan føles og undersøges nærmere.

Børnene glæder sig også rigtig meget til at tage en nybygget shelter i brug i den nye skovsæson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste