Sirius-børn i Hvilsom tog på skovtur
Fribørnehaven pakkede rygsækkene og drog på tur
HVILSOM: Forleden blev madpakker, drikkedunke og overtrækstrøjer pakket til den ugentlige skovdag i fribørnehaven Sirius i Hvilsom.
Børnene mødte ind i børnehaven fra morgenstunden, hvorefter de følges ud i skoven lidt uden for landsbyen. Her ude i skovens dybe stille ro var der god plads til bålhygge, krible-krable-studier, gyngeture, balancekonkurrence og meget mere.
- Børnene nyder at udforske naturens egen legeplads, lyder det fra en af pædagogerne.
De majgrønne bøgeblade kalder hvert forår, hvor børn og pædagoger gør sig klar og glæder sig til at bruge dagen i skoven.
- I år har de glædet sig endnu mere. Skovens ejer har i samarbejde med børnehaven og friskolen bygget en flot shelter, som vi deles om, fortæller Majbrith Borg Andersen, formand for Hvilsom Friskole og fribørnehave.
Børnene viste, at det ar en fælles fornøjelse at have båltid, da de straks efter ankomsten i skoven begyndte at samle grene, som kunne bruges til brændsel i sæsonens første bål.