Shu-bi or not Shu-bi i pakhuset
HOBRO: Visegruppen i Hobro byder velkommen til Shu-bi or not Shu-bi, gamle kendinge inden for dansk rock og pop, når den fredag 22. september har sin årlige koncert i Det Røde Pakhus på Hobro Havn.
Shu-bi or not Shu-bi er dannet af to medlemmer af det originale Shu-bi-dua, Claus Asmussen og Bosse Hall Christensen. Med sig har de tre benhårde musikere, som bestemt heller ikke holder sig tilbage, Karsten Lagermann (vokal), John Sørensen (bas) og Klaus Poulsen (keyboard). Bandets repertoire består udelukkende af Shu-bi-dua numre fra de gyldne år 1973-1982.
Koncerten starter kl. 20. Døren åbnes kl. 19. Som en del af arrangementet afholdes forfest ved pølsevognen foran Det røde Pakhus kl. 18.30.
Her kan i bedste Shu-bi-dua-stil købes hot dogs med brutale løg. Billetter til 195 kroner købes hos himmerlandsbilletten eller Den blå fisk på Hobro Havn.