Samarbejde om htx i Hobro
Erhverskolerne i Aars og Mariagerfjord Gymnasium indgår samarbejde om at drive htx-uddannelse i Hobro. De har mandag sendt en fælles ansøgning til undervisningsministeren
HOBRO: Erhvervsskolerne Aars ansøger om at blive godkendt til at udbyde htx i Hobro. Udbuddet af htx-uddannelsen vil ske i et tæt samarbejde med Mariagerfjord Gymnasium fra august 2018. Dét blev vedtaget på et møde mandag d. 2. oktober 2017 af Erhvervsskolerne Aars’ bestyrelse, og de to uddannelsesinstitutioner har nu sendt en fælles ansøgning til undervisningsminister Merete Riisager.
Beslutningen er resultatet af en tæt dialog, der blev indledt, da Tech College Aalborg i august 2017 meddelte, at de ønskede at standse samarbejdet med Mariagerfjord Gymnasium.
Siden har flere parter kæmpet for at bevare htx-uddannelsestilbuddet, så der fortsat kan være et bredt udvalg af ungdomsuddannelser i kommunen.
Det nye samarbejde har opbakning i Regionen, der tilkendegiver, at de gerne ser Erhvervsskolerne Aars lokalt til stede i Hobro. I en støtteerklæring skriver borgmesteren i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, at kommunen også bakker op om det nye samarbejde.
Uddannelsesinstitutionerne vil indgå et ligeværdigt og seriøst samarbejde, hvor de kan supplere hinanden. Mens Mariagerfjord Gymnasium har et stærkt uddannelses- og studiemiljø, kendskab til uddannelsen og lokalområdet, har Erhvervsskolerne Aars kompetencer som en stærk lokalforankret skole i Vesthimmerlands Kommune, samt yderligere erfaring fra de erhvervsrettede uddannelser.
- Mange unge har en interesse i htx-uddannelsen. Samfundet og virksomhederne har behov for unge, der har taget denne uddannelse, og lokalt udbud er afgørende for de unges valg af uddannelse. Det er årsagen til, at vi har valgt at søge om godkendelse til at udbyde htx i Hobro. Men vi kan ikke gøre det alene. Netop lokalt engagement, kendskab og indflydelse er afgørende, og derfor hilser vi partnerskabet mellem de to skoler velkommen, udtaler Ulf Givskov Bender, Direktør ved Erhvervsskolerne Aars,