Så ruller seriefodbolden igen
Skelunds førstehold sæsondebuterede med udebanenederlag i serie 2
Påsken bød på turneringsstart i seriefodbolden, og Skelund Idrætsforening, der sammen med Hadsund har de højst rangerende hold i den østlige del af Mariagerfjord Kommune, havde både sit serie 2 og serie 6 hold i aktion.
Førsteholdet mødte på udebane Hornum IF. Det blev til nederlag på 3-0, hvorimod de grønne serie seks-spillere vandt på egen bane med 3-2 over Astrup IF Arden.
I Als har boldklubben Viking hold i serie 3, 5 og 6. Førsteholdet mødte på egen bane Aars IK, og det blev til et enkelt point, da kampen endte 3-3. I serie fem havde vikingerne besøg af HB, og hjemmeholdet vandt 2-1.
I Veddum råder boldklubben over hold i serie 4 og 6. Serie 4 mødte på udebane Haverslev IF, der vandt 2-1. Serie 6-kampen er udsat til efter påske.
I Hadsund har boldklubben hold i serie 2, 5 og 6. Kun holdet i serie 5 har været i kamp i Als.
De to øvrige hold spiller umiddelbart efter påske.