Ruin brød i brand under nedrivning
Nordjyllands Beredskab måtte rykke i kælderen på ejendom nord for Hobro
Nordjyllands Beredskab måtte onsdag kl. 13.33 rykke i felten for at slukke en brand i en villa på Hasselkrogen i Tobberup nord for Hobro.
Villaen har længe henligget som en ruin, så et sjak fra et nedrivningsfirma var onsdag i færd med at skære noget metal over i kælderen med en skærebrænder. I den forbindelse sprang gnister ned i noget gammelt tørt affald, og før håndværkerne på stedet fik hentet en spand vand, var røgudviklingen så kraftig, at det blev nødvendigt at ringe efter forstærkning.
Brandårsagen var svejsning i kælder, der antændte pap og lign. brandbare materialer.
Brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol, så der ikke var fare for, at branden bredte sig til to nærliggende huse.
- Og det der med at tilkalde skadesservice bliver ikke nødvendigt, konstaterer indsatslederen med tanke på, at nedrivningen af huset fortsætter.