Rørende aften med lokalhistorie fra besættelsen
HADSUND: Filmen "Træfningen ved Hollandshus" fyldte en biografsal i Hadsund, da der forleden var debut for samarbejdet mellem fire lokale aktører, kaldet KulturKaffe.
Det blev en spændende aften med en rørende fortælling fra tiden under Anden Verdenskrig i lokalområdet, forlyder det fra arrangørside.
Flere i salen sang med på "Altid frejdig når du går", og som instruktør Henrik Bugge Mortensen bemærkede, var det nok i sidste øjeblik filmen blev færdig, da øjenvidnerne var mellem 99 og 104 år gamle.
En fra publikum sagde efter filmen, at den burde sendes på tv, for at historien aldrig bliver glemt. Henrik Bugge Mortensen kunne oplyse, at den på et tidspunkt vil blive sendt på DR2.
De fire aktører bag aftenen, LOF Mariagerfjord, Ældre Sagen Hadsund, Spillestedet Frikvarteret og Mariagerfjord Bibliotekerne, var glade for succesen.
Hanne Guldhammer Møller fra bibliotekerne fortæller, at der var en del, der mødte op uden billet. Dem måtte man desværre sende hjem igen.
- Det er ikke rart for os eller dem der går forgæves, så derfor vil vi opfordre alle fremover til at købe billetter på forhånd, hvis man vil være sikker på en plads.
- Er man ikke kyndig med en computer, så kan man komme og købe billetterne på bibliotekerne, siger Hanne Guldhammer Møller.
Næste gang der er KulturKaffe er 27. marts, hvor Hans Flou viser naturfilm.