Billede beskrivelse

Robin Hood med familie steg på Halloweentoget

I alt var 200 børn og voksne med på anderledes togtur gennem Østhimmerland

22. oktober 2021 kl. 09.53

To hundrede børn og voksne hoppede torsdag aften på det gamle veterantog på strækningen mellem Handest og Mariager og kørte ud i den blæsende oktoberaftenen.

Toget bestod af banens gamle røde diesellokomotiv og fem personvogne for at give plads til de mange rejsende og bagerst en pakvogn.

- Det meste af vores rullende jernbanemateriel var ude at køre, for på de mange forhåndsbookninger af billetter til toget kunne vi se, at der var stor interesse for arrangementet, fortæller togfører Frits Sørensen, Assens.

Billede beskrivelse

Der var en rigtig fin stemning i toget, og adskillige havde klædt sig ud i spændende kreationer.

En hel familie Robin Hood havde således fundet vej til toget. Foruden fader Robin var der naturligvis også lady Marion og hendes og Robins to børn.

I Vester Tørslev stod en familie på fire på toget, klædt ud som Halloween-klovne, fortæller aftenens togfører.

Ved togets ankomst til Handest blev det modtaget med fuld musik, leveret af Sigfreds Fodvarmere. De glade og velspillende gutter underholdt på perronen under togets ophold i stationsbyen.

For børnene var der mulighed for at riste skumfiduser over bål. Imens kunne de voksne få varmen i den stærke oktoberblæst med en kop kaffe i stationskiosken.

I Handest blev toget også budt velkommen af flotte udskårne græskarlygter, der stod og lyste på perronen. Lygterne var fremstillet af en gruppe børn fra byen.

Den lokale deltids-troldmand fra Glenstrup var dukket op igen i år, hvor han spadserede rundt og bød de yngste rejsende på nykogte flagermus og glaserede edderkopper.

Efter en god halv times ophold i Handest gik turen atter tilbage til Mariager. Afgangen var præcis, og i det gule lys fra nymånen, der skinnede som en smuk stor ildkugle over Handest Hede, gled toget ud fra perronen til tonerne af ”When the Saints go Marching in”, som Sigfreds Fodvarmere leverede med sprudlende entusiasme og energi.

Billede beskrivelse

Som afslutning på en hyggelig og stemningsfuld aften, blev toget modtaget af børnenes flotte lysende græskarlygter, der gav ankomsten til perronen i Rosernes By et skær af eventyr.

Togfører Frits Sørensen garanterer allerede nu: Sæt nu blot kryds i kalenderen til torsdag i efterårsferien næste år. Så er der på ny Halloween-afgang kl.18 fra Mariager station.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste