Billede beskrivelse

Restauratørpar har julehjertet på rette sted

17. december 2023 kl. 19.01
Opdateret 18. december 2023 kl. 10.56

Sherzad Anderakht og Kristina Jørgensen, indehavere af Restaurant Vildmose på havnen i Øster Hurup, har et stort og varmt julehjerte. 

Igen i år inviterer restauratørparret nemlig enlige, familier og andre til en hyggelig juleaften i deres restaurant. En juleaften med det hele, som er gratis at deltage i.

- Det har vi gjort, siden vi overtog restauranten her i Øster Hurup for fem år siden, dog med en enkel undtagelse på grund af corona, fortæller Sherzad Anderakht.

- Vi sørger for klassisk julemad med and, flæskesteg, grønlangkål, brunede kartofler og andre lækkerier. Vi sørger også for juletræ, julemusik, masser af gaver til pakkeleg, og så er der også altid en gave fra os til alle børnene.

- Når man tilmelder sig, kan man i øvrigt aflevere børnenes ønskeseddel, så prøver vi at opfylde det, så godt vi kan. Hvis vi ikke har en ønskeseddel, så finder vi selv på noget, fortæller han.

Allerede om eftermiddagen

Julemiddagen bliver serveret klokken 18.00, men der er masser af julestemning i restauranten allerede fra om eftermiddagen.

Her serveres der gløgg og æbleskiver, mens man kan nyde duften af anden og flæskestegen i ovnen. Her kommer folk dumpende ind stille og roligt i løbet af eftermiddagen.

Billede beskrivelse

Slår rekord

- Det er blevet en dejlig tradition for vores lille familie. Vi nyder simpelthen denne aften så meget, og så er det samtidig rigtigt dejligt at bidrage til, at nogle ikke sidder alene juleaften.

- Bedømt på de foreløbige antal tilmeldinger, så bliver der rekord i år. Vi plejer at være omkring 50, men i år vil jeg tro, at vi bliver omkring 100.

- Men vi har altid plads til flere, så hvis man læser dette og ikke har tilmeldt sig endnu, så kan man stadig nå det, siger Sherzad Anderakht.

Du kan ringe til Sherzad/restauranten på telefon: 93 93 84 23.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste