Billede beskrivelse

Rekordstor donation til cancerramte børn og unge

05. september 2024 kl. 19.00

ØSTER HURUP: Der var store forventninger blandt arrangørerne af Cars Against Cancer (CAC) forud for begivenheden, der i år løb af stablen 10. august.

CAC har holdt pause siden 2020, men det har bestemt ikke kølnet interessen for arrangementet. Overskuddet overgik således langt den tidligere rekord fra 2020. I alt nåede man op på 44.418 kroner mod cirka 27.000 for fire år siden.

Torsdag kom så tiden til at give de mange penge ben at gå på, da arrangørerne mødte op på børne- og ungecancerafdelingen på Aalborg Universitetshospital for at aflevere pengene. 

Fakta om begivenheden

Cars Against Cancer har primært, men ikke kun, fokus på biler. Blandt deltagerne er alle former for køretøjer, bl.a. racerbiler og lastbiler, motorcykler og brandbiler, hvoraf nogle er med i forskellige aktiviteter som drifting og dækafbrænding. Andre udstiller blot deres køretøjer. I år var der også deltagelse af MC-klubben BZ'erne, der lavede et show på deres motorcykler, og en anden nyhed var der også mulighed for at få en tur i en helikopter over Øster Hurup.

De går ubeskåret til afdelingen, hvor de bliver modtaget med kyshånd.

- Vi prøver hele tiden på at yde vores bedste for patienter og pårørende. Beløbet kommer ikke til at gå til decideret sundhedspleje men mere til at forskønne patienters og pårørendes hverdage – det kan fx være underholdning for børnene. Kort sagt forsøde tilværelsen, mens de er i et forløb på afdelingen, fortæller Lise S. Hermansen som repræsentant for afdelingen.

Billede beskrivelse

Tre af de primære personer bag CAC var mødt op: Tanja Kirkbak Petersen, der sammen med Thomas Bisgaard er initiativtagerne, to repræsentanter fra Fruerlundparken, formand Poul Madsen og hans datter Lotte Madsen, der begge spiller en stor rolle i forberedelse og afvikling af CAC. Alle tre glæder sig over den vellykkede afvikling, så man kan støtte det gode formål mest muligt.

- Opbakningen omkring arrangementet er støt stigende. Det er en fornøjelse at se, hvor mange der vil støtte op om den gode sag. Jeg er selv mor, og Lotte bliver mor lige om lidt, så tanken om, at en af vores børn en dag skulle blive alvorligt syg, er frygtelig. Så det er dejligt at kunne overrække denne check og forhåbentlig bringe lidt glæde ind i børn og unges hverdag i en situation som er rigtig hård for de ramte, siger Tanja Kirkbak Petersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste