Red verden på efterskole i Hobro
HOBRO: I forbindelse med Efterskolernes Dag 24. september vil der på Østerskov Efterskole i Hobro være mulighed for at opleve et åbent hus ud over det sædvanlige.
De unge gæster vil i dagens anledning blive anbragt i rollen som unge magikere, der gennem en række prøvelser lærer deres kræfter at kende og i sidste ende skal konfrontere ondskaben og forsøge at redde verdenen.
- Når vi slår dørene op, vil vi altid sørge for, at vore gæster får en helt usædvanlig oplevelse med hjem, forklarer Ivajlo Holm Jensen, underviser på Østerskov Efterskole og en af de ansvarlige for Efterskolernes Dag-arrangementet.
- Faktisk er vores tilgang til Efterskolernes Dag meget sigende for vores tilgang til undervisningen. Ved at skabe en fortællende ramme omkring dagen, sikrer vi, at de besøgende vil huske dagen, længe efter de er taget hjem. Det samme gælder for vores undervisning. Det sidder simpelthen bare bedre fast, når man selv har handlet sig til viden frem for blot at lytte til en lærer ved tavlen, supplerer skolens forstander Mads Lunau.