Politiet mødt med byge af ukvemsord fra aggressiv bargæst
Blev fra bodega i Hadsund derfor kørt til afrusning i Aalborg
HADSUND: Da en 42-årig mand fra Bælum området natten til lørdag klokken 02.33 blev aggressiv på Den Grå Kok i Hadsund, så andre gæster og ansatte følte sig utrygge ved at han trods opfordringer ikke ville forlade bodegaen, blev Nordjyllands Politi alarmeret.
Da en patrulje ankom til værtshuset for at bortvise manden nægtede han fortsat at forlade stedet og provokerede og tiltalte politipatruljen med ukvemsord i en sådan grad, at han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev derfor taget med til Aalborg Politigård for afrusning.