Billede beskrivelse

Planteskole genåbnet efter 10 års pause

01. august 2017 kl. 06.20

ARDEN: Efter godt 10 års pause har 73-årige Erik Bækgaard Madsen igen slået dørene op til Arden Planteskole.

- Jeg havde tidligere Arden Planteskole i tre-fire år, men i 2007 blev jeg nødt til at stoppe blandt andet på grund af sygdom, fortæller Erik Bækgaard Madsen, der nu har genåbnet planteskolen på samme adresse - Kraghøjvej 28 lige udenfor Vebbestrup.

- Jeg er 73 år, men er kommet mig fint efter min sygdom, og føler mig derfor helt frisk til at starte igen. Jeg har altid haft interessen og nyder at gå at pusle med planterne, særligt de stedsegrønne, som også er dem, jeg har flest af, fortæller Erik Bækgaard Madsen.

- Jeg har vel omkring 100 forskellige stedsegrønne planter, men jeg udvider løbende sortimentet, og min ambition er snart at have omkring 500 planter at vælge imellem.

- Selvom jeg lige er genåbnet, har jeg allerede haft pænt med kunder. Jeg har ikke faste åbningstider, så det er altid en fordel lige at ringe i forvejen.

- Foreløbigt er det en hobbyforretning, men jeg håber bestemt, at det kommer til at gå så godt, at jeg på et tidspunkt kan ansætte en mand, slutter Erik Bækgaard Madsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste