Billede beskrivelse

Planen klar for fremtidens Hobro Idrætscenter

Flere års forarbejde er nu mundet ud i et projekt til 23 mio., ekskl. moms, som centeret nu er klar til at foreligge for politikerne

07. marts 2021 kl. 08.15

Hobro Idrætscenter, der har omtrent 300.000 besøgende på årsbasis, drømmer om at bliver opgraderet til en ny og mere tidssvarende version til glæde for hele Hobro og omegn.

Hobro Idrætscenter har rødder tilbage i 1967, og selvom den bygningsmæssige stand er ganske fornuftig, er centret præget af datidens betonbyggeri og anderledes krav til faciliteter.

I dag er kravene på mange forskellige områder anderledes, og derfor har centret de seneste år arbejdet ihærdigt med at lave en plan for fremtidens idrætscenter. En proces der har inddraget centrets mange interessegrupper og brugere.

- Det har været en længere og grundig proces, der i sin tid startede som et DGI-projekt tilbage i 2016, som vi løbende har arbejdet med og forbedret.

- Nu er vi endt ud med et rigtigt godt resultat, hvilket også skyldes, at vi har været ude og hente en masse vigtige input fra foreninger og andre brugere af centeret. Projektbeskrivelsen er udarbejdet i samarbejde med arkitekt Mette Madsen, fortæller Johnny Wulff Andersen, centerchef i Hobro Idrætscenter.

Billede beskrivelse

Nyt bevægelseshus

- Der bliver dels tale om en betydelig renovering og modernisering af de nuværende faciliteter, hvor den tunge stil og indretning præget af beton, erstattes af glasfacader med masser af lys udefra, samt ikke mindst en vigtig sammenhæng mellem faciliteterne og de forskellige rum, så det hele kommer til at virke åbent og indbydende.

- Hertil kommer opførelsen af et helt nyt og inspirerende bevægelseshus, der skal opføres, hvor dagplejehuset ligger i dag. Det nye bevægelseshus vil med en forbindelsesgang koble sig på det eksisterende idrætscenter, og arkitektonisk arbejdes der med løsninger, der harmonerer og relaterer sig til det eksisterende idrætscenter, men alligevel med et kæmpe visuelt løft, der kommer til at sætte et flot præg på hele området.

- Samtidig har vi gjort meget ud af, at det så at sige skal være ”kloge kvadratmeter”, så vi virkelig får valuta for pengene, lyder det fra Johnny Wulff Andersen.

Billede beskrivelse

Pris: 23 millioner

Hobro Idrætscenter har netop fremlagt projektbeskrivelsen og budgettet for udvalget for kultur & fritid i Mariagerfjord Kommune, hvorefter det skal behandles i økonomiudvalget, og forhåbentligt senere i byrådet.

Projektets pris er 23 millioner kroner, ekskl. moms, hvoraf Hobro Idrætscenter selv skal finansiere cirka en fjerdedel. Dels via egne midler og dels via et kommunalt lån.

Ambitionen og håbet er, at byrådet hurtigst muligt godkender planen og budgettet, og at arbejdet derefter kan påbegyndes allerede inden sommerferien i år og stå færdigt i løbet af 2022.

- Det vil betyde meget for Hobro at få opgraderet byens idrætscenter, så det i endnu højere grad bliver et omdrejningspunkt for hele området, fortæller Henrik Bøker, bestyrelsesformand i Hobro Idrætscenter.

- At kunne tilbyde attraktive, indbydende og tidssvarende rammer for idrætslivet er meget vigtigt for en by og et helt område. Det er noget, tilflyttere lægger megen vægt på. Det vil med andre ord være med til at styrke bosætningen i Hobro og omegn at få opgraderet Hobro Idrætscenter, slutter han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste