Pigekoret sang julen ind
MARIAGERFJORD: I løbet af december har Mariagerfjord Pigekor har været på velgørenhedsturné på plejehjem, sygehus og behandlingscentre for at synge julen ind.
Blå Kors Hjemmet Hobro, Hobro Alderdomshjem, Sygehus Himmerland Hobro, Solgaven, Neurocenter Østerskoven, Fjordvang i Mariager og De Gamles Gård i Assens var de steder, som oplevede julekoncerterne med pigekoret på tætteste hold.
Formålet med Pigekorets velgørenhedsturné var enkel: At dele musikalske juleoplevelser ud. Koncerterne blev sunget som en julegave til de borgere, der til daglig ikke har mulighed for at få en koncertoplevelse - for musikkens glæde skal alle have lov at opleve.
Det blev en rørende oplevelse, og under koncerten sang pigerne endda både smil og tårer frem, lyder tilbagemeldingen fra koncertstederne.
Velgørenhedsturnéen er en genopstået julegave, og sidst den blev afholdt var i 2013. Både dengang og i år gennemførtes turnéen med økonomisk støtte fra Ambukomiteen, så koret kunne komme rundt i hele kommunen.