Billede beskrivelse

På pinsetur til Georgien

03. juni 2017 kl. 06.00

HOBRO: Han er uddannet socialantropolog og har i en årrække forsket og undervist i forskellige sociale og kulturelle aspekter ved indvandringen til Europa. Siden har han arbejdet som leder af en række nordjyske asylcentre og som leder i handicapsektoren i Region Midtjylland, inden han nu som pensionist har fået al den tid, han kunne ønske sig til at kaste sig ud i frivilligt integrationsarbejde i Røde Kors Hobro.

Søndag når familien Danmark ellers typisk sætter sig til pinsefrokosten drager Lars Pedersen sammen med 10 andre frivillige i Røde Kors fra hele landet af sted på studietur til Georgien.

Her skal de frivillige se og høre, hvordan Røde Kors Danmark samarbejder med Georgisk Røde Kors om at understøtte unge internt fordrevne georgiere i at realisere deres ønsker og drømme om en god fremtid.

- Vi vil i løbet af en lille uge få mulighed for både at tale med unge, der bor i flygtningelejre, og med de frivillige fra Georgisk Røde Kors, der er de bærende kræfter i projektet, fortæller Lars Pedersen, som til daglig bor i Doktorparken i Hobro.

Han nærer selv store forventninger til de oplevelser, der venter ham i Georgien, hvor omkring 250.000 mennesker i øjeblikket lever som internt fordrevne flygtninge som resultat af interne konflikter i landet.

- Og når jeg kommer tilbage fra studieturen, planlægger jeg ligesom mine rejsefæller at skrive og fortælle om vore oplevelser, og jeg vil derfor også være helt klar til at komme rundt i det nordjyske med foredrag om turen, nævner Lars Pedersen.

Under opholdet i Georgien planlægger han dagligt at lægge opslag på Røde Kors Hobros facebook-side.

Med tilføjelsen: Hvis internetforbindelsen på turen ellers er god nok til det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste