På kurs mod nye venner

02. oktober 2017 kl. 10.38

HOBRO: De nye 1.g’er fra Tradium Mariagerfjord udforskede Mariager Fjord fra søsiden, da de forleden havde team-building-dag.

Samtidig satte de kursen mod en fremtid med ny viden og venner.

På dagen blev der hygget, klatret og spillet skovstratego. Der blev også badet fra den tomastede galease Agape på en sejltur fra Mariager til Hobro.

- Jeg blev positiv overrasket over turen, som var et godt afbræk fra skoledagen. Jeg er rigtig glad for at være begyndt på Tradium Mariagerfjord, netop fordi der er et større fællesskab.

- Alle taler med alle, også på tværs af klasserne. Vi bliver ikke set ned på, fordi vi er 1.g’er.

- 2. og 3. g’erne vil gerne hjælpe os nye godt i gang, siger den 16-årige 1. g’er Mikkel Carøe Sørensen fra Hobro ifølge en pressemeddelelse fra skolen.

Tradium har både fredagscafeudvalg og elevfestudvalg, og Mikkel Carøe Sørensen oplever, at eleverne hurtigt får arrangeret noget. Det er let at blive hørt, hvis man har en god ide.

Han er blevet bekræftet i, at han har valgt rigtigt. Mikkel Carøe Sørensen er vild med økonomi og glad for at slippe for de bløde fag, som man måske ikke direkte kan bruge.

Kamilla Ladefoged Rasmussen, der er 16 år og bor i Mariager, synes det er fedt at få nye fag, så studielivet ikke bliver en kopi af folkeskolen.

Rektor Anette Skovlykke glæder sig over, at de nye elever er faldet godt til.

- Vi tror meget på, at vi både skal udvikle det faglige og fællesskaberne, siger hun.

Rektor var selv med på teambuildingen, da hun lægger vægt på at lære alle elever at kende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste