Ovnstegte grise i Helberskov
HELBERSKOV: For 30. år i træk dannede Sandgraven ved foden af Bjerget i Helberskov forleden ramme om et kræmmermarked med efterfølgende grisefest - og igen i 2018 med stort besøg.
Enkelte valgte måske nok de køligere strande i nærheden, men der var alligevel god omsætning, da Helberskov Borgerforening serverede gratis sildebord ved 12- tiden, ligesom de frivillige kræfter, der sørgede for udskænkning af drikkevarer, var travlt beskæftiget.
Normalt bliver grisene, der skal serveres ved 18-tiden, hængt over de glødende kul først på dagen og får så lov til at rotere, indtil de serveres i mindre stykker sammen med kold kartoffelsalat.
Det satte det landsdækkende afbrændingsforbud imidlertid en stopper for, men Als Slagteren i nabobyen trådte hjælpende til og lovede at stege grisene i slagterforretningens store ovne, hvorefter de kunne sælges med tilbehør på pladsen. Her var temperaturen sent på eftermiddagen egnet til varm mad.
Første gang, der blev holdt grisefest i Helberskov, var i 1989. Dengang var det kun en enkelt gang i løbet af sommeren, men man valgte ret hurtigt at holde to i løbet af juli.
I år er man dog gået fra det igen, så festen forleden bliver den eneste i denne omgang.
- Arbejdspresset for borgerforeningens bestyrelse er ganske enkelt blevet for stort, da der også er kommet en lang række andre arrangementer til, som foreningen tager sig af i det lille samfund, forklarer Birgitte Buus fra Helberskov Borgerforening.