Optimisme før Ambu Open Air
HOBRO: Selv om bandet efterhånden har turneret Danmark tyndt gennem en halv menneskealder, har Steffen Brandt og TV2 - så vidt vides - aldrig tidligere givet koncert i Hobro.
Blandt andet på den baggrund forventer arrangørerne også, at der bliver rift om billetterne forud for årets Ambu Open Air-koncert i Hobro torsdag 31. august.
Billetterne har allerede igennem et stykke tid kunnet købes på nettet, men nu er det fysiske billetsalg også skudt i gang hos Expert i Hobro og hos flere af de lokale pengeinstitutter.
- I Ambukomitéen anser vi på forhånd TV2 som koncertens hovednavn, men for mange unge vil hovednavnet nok være Gulddreng, der i øvrigt indleder koncerten på Ambu-pladsen.
- Vi oplever desuden en stor interesse for fremadstormende Jacob Dinesen, der i år har givet flere koncerter for fulde huse, og dertil kommer Queen Machine, Almost ACDC og det lokale band Starturn, der jo også alle er kendt for at levere varen, nævner Ambu-formand Jørn Jensen.
Som noget nyt vil Ambu Open Air-koncerten i år blive afviklet helt uden pauser - skiftevis på Ambu Scenen og på scenen i det det store festtelt.
Fra midt i august vil billetter til koncerten også kunne købes i Ambu-tombolaen.