I begyndelsen af 1900-tallet lå tre cementfabrikker side om side ved Assens, og sammen leverede de store mængder af den cement, der blev brugt i Danmark på det tidspunkt. Foto fra 1905. Foto: Nordjyske Museer
MARIAGERFJORD: Oplev udstillingen om det lokale cementeventyr - der hvor det fandt sted.
Sådan lyder invitationen fra Nordjyske Museer, som denne sommer turnerer i Nordjylland med udstillingen Den Korte Historie.
Mandag 10. juli kommer Den Korte Historie til Assens og fortæller om cementen, der i den grad har præget udviklingen af Assens by.
I skyggen af fabrikkernes rygende skorstene blev fjordens søvnige bondeland forvandlet til et moderne industrisamfund.
I skyggen af fabrikkernes rygende skorstene blev fjordens søvnige bondeland forvandlet til et moderne industrisamfund. Nordjyske Museer fortæller historien. Foto: Nordjyske Museer
Nye livsformer opstod med andre drømme og ideer, og det medførte nye udfordringer og konflikter i den lille by Assens.
Cementbyen Assens
I mere end en menneskealder blev der produceret cement i Assens ved Mariager Fjord på de tre cementfabrikker Cimbria, Dania og Kongsdal.
De lå side om side ved kanten af Mariager Fjord og leverede byggemateriale til stationsbyer og stuehuse, lader, broer, kantsten og kloakrør over hele Danmark.
Millioner af tons cement blev fremstillet netop her, og man kan med rette sige, at det Danmark, du kender i dag, blev bygget med cement fra Assens.
Den Korte Historie er indrettet i en specialdesignet container, som i løbet af 2023 og 2024 kommer rundt i Mariagerfjord, Jammerbugt, Rebild og Aalborg med forskellige lokale historier om alt lige fra camping til teglværker og en falsk landsby bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig.
I Assens kan Den Korte Historie opleves fra 10. juli til 6. august ved Dagli'Brugsen.
Den Korte Historie er en container fuld af lokal fortælling og historie. Foto: Nordjyske Museer