Olympiade i Hobro
Der er fart over feltet på Bymarkskolen, hvor der i disse dage afholdes skole OL
HOBRO: Humøret er højt og vejret er strålende. Godt 1200 elever fra 7 skoler gæster i disse dage Bymarkskolen, for at se om de har, hvad der skal til for at slå de andre og kvalificere sig til den nationale skole OL-konkurrence. Men det er ikke hovedformålet med dagen, mener studentermedhjælper ved Mariagerfjord Kommune og primus motor for projektet Line Kalstrup Schulz:
- Der er flere ting i det, siger hun.
- Det med at vinde over de andre er én ting. Men det er også fedt, at børnene opdager, at de kan hoppe længere end de kunne sidst, løbe hurtigere end sidst og så videre.
- På en måde vinder de jo så over sig selv, siger Line Schulz.
Den 21-årige OL-arrangør er selv atletikudøver på internationalt niveau, hvor hendes foretrukne disciplin er 1500 meter løb. Ved siden af studiet på universitetet og de omtrent 13 ugentlige træningspas har hun fundet tid til at arrangere skole OL sammen med lærer Dennis Larsen og hendes far, skoleleder John Schulz.
- Det er noget, vi har snakket længe om. Mest fordi, der ikke er en atletikklub i Hobro. Vi startede så småt i efteråret, og nu står vi så her, siger Line Schulz.
- Jeg har hørt fra mange elever, at de synes, det er et fedt arrangement. Også en lærer har fortalt mig, at nogle af eleverne er meget mere deltagende i dag, end de er til daglig, siger hun.