O-klub bliver i 2. division
MARIAGERFJORD: Den første dag i oktober blev en rigtig god dag for orienteringsløberne fra Mariager Fjord OK. Klubben deltog i et stort O-løbsstævne, arrangeret af Karup OK, og udfordringen var Stendal plantage øst for Karup. Stævnet blev afviklet i et flot efterårsvejr, og i alt deltog godt 400 løbere fra de fleste klubber i kredsen.
Mariager Fjord OK sikrede ved stævnet sin forbliven i Nordkredsens 2. division med komfortable sejre over OK Vendelboerne fra Hjørring og Randers/Djurs OK.
Kun mod Viborg måtte Mariagerfjord-løberne se sig slået, men klubben forbliver altså ikke desto mindre i 2. division sammen med viborgenserne og de to storbyklubber, Aalborg OK og Aarhus 1900 OK.
Individuelt bød stævnet på førstepladser til Rigmor Schou, Betina Rebsdorf og Lone Møller i dameklasserne, til Jose Rafael Marin i begynderklassen og til Nicolai Zaar Nielsen i herreklasse 1.