Billede beskrivelse

Nyt kunstværk pryder midtbyen

14. maj 2024 kl. 07.41
Opdateret kl. 08.14

ØSTER HURUP: Onsdag den 8. maj var 250 spændte voksne og børn mødt op til fernisering i forbindelse med et kunstprojekt ved Huset i Øster Hurup midtby.

Kunsten er placeret omkring madpakkehuset, så forbipasserende kan sidde og nyde deres madpakke eller bare tage en pause i det pulserende byliv, mens de nyder kunsten.

Kunsten er skabt af eleverne i 4. og 5. klasse fra Havbakkeskolen. I uge 18 og 19 havde de sat lærebøgerne til side for at beskæftige sig med kunst og håndværk. Ud over at være kreative har børnene også arbejdet med fællesskab, sammenhold og samarbejde på tværs af årgangene.

Temaerne for kunsten omfatter natur, biodiversitet og bæredygtighed, hvilket har givet eleverne et godt kendskab til disse aktuelle emner.

Det Gode Liv på Himmerlands Østkyst har arbejdet tæt sammen med kunstneren Kathrine Van Godt, Havbakkeskolen og frivillige for at skabe kunsten. Projektet er økonomisk støttet af Børns Møde med Kunsten, Sparekassen Danmark Fonden Hobro og Region Nordjyllands kulturpulje "Kultur i Nærheden".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste