Nyt akademi for plastgenbrug
MARIAGER: Plasten har fået sit eget akademi - og flere end 100 personer var forleden med til at navngive det nye akademi, som i fremtiden skal være med til at sikre, at endnu mere plast bliver genanvendt.
Barnedåben blev holdt hos genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, som sammen med Plastindustrien, Aalborg Universitet og PlanMiljø er blandt hovedaktørerne bag det nye plastakademi.
CIRKLA - Akademi for plastgenanvendelse - blev navnet på det nye barn, som er et af hovedelementerne i et samarbejdsprojekt, som foreløbig er sikret en levetid på to år.
På akademiet skal der bl. a. undervises i hensigtsmæssige materialevalg, design, produktionsmetoder og grønne forretningsmodeller med det formål at øge plastgenanvendelsen.