Nye vandkantsboliger lige sat til salg – de første er allerede solgt
HOBRO: Selvom Hobro ligger smukt ved Mariager fjord, er det ikke fordi, at det vrimler med vandkantsboliger i byen og langs fjorden. Men nu er der godt nyt. EDC Søren Jensen Hobro har netop præsenteret første etape af det spændende boligprojekt Ny Blaakilde, der får hjemme i det attraktive Blaakilde-område på sydsiden af fjorden - i gåafstand til bymidten af Hobro.
I første etape af projektet opføres seks lejligheder og fem rækkehuse. Lejlighederne bliver på 117 – 143 boligkvadratmeter, mens rækkehusene bliver på 119 – 135 boligkvadratmeter. Priserne vil være i intervallet fra 3.195.000 kr. til 5.995.000 kr. Sidstnævnte er prisen for en penthouselejlighed.
- Vi har glædet os rigtigt meget til omsider at kunne udbyde dette helt unikke projekt, og har da også allerede oplevet en meget stor interesse for boligerne. Det er kun en uge siden, at vi satte dem til salg og rigtig mange har vist interesse, og vi har såmænd også allerede solgt de første, fortæller Anders Albrecht Andersen, medindehaver og ejendomsmægler hos EDC Søren Jensen Hobro.
Udviklet med baggrund i kvalitetskriterier for byrum
Ny Blaakilde er inspireret af arkitekt og professor Jan Gehl, der har udviklet 12 kvalitetskriterier for byrum. Han har igennem processen sikret, at alle 12 kvalitetskriterier er opfyldt i bebyggelsesplanen for disse boliger.
- Alle boliger får de skønneste uderum med store og stemningsfulde terrasser og altaner, hvorfra der vil være den smukkeste udsigt over Mariager Fjord, byen, skoven og det hyggelige fællesområde, hvor der vil blive opført to badebroer. Og så er der jo stadig gåafstand ind til bymidten af Hobro, lyder det fra Anders Albrecht Andersen.
Forventes færdige i 2025
Første etape af Ny Blaakilde, der består af blok E og D, opføres af JNJ Ejendomme, der er et erfarent og anerkendt bygge- og entreprenørfirma med base i Hobro.
Byggeriet af Ny Blaakilde forventes at starte i løbet af 2024 og stå færdigt i løbet af 2025.
Projektet har sin egen hjemmeside, hvor du kan læse mere om boligerne og området: www.projektnyblaakilde.dk