Nybygget bilhus giver plads til nye forretningsben
I løbet af december slår Langer Biler dørene op til et nybygget, moderne bilhus på Tåsingevej 5 i Hobro.
Langer Biler har de sidste mange år haft hjemme på Drejøvej 5 i byen, men her var det af forskellige årsager ikke muligt at blive. Og da indehaver Bjørn Langer ikke kunne finde andre velegnede lokaler, tog han en rask beslutning. Han valgte at igangsætte opførelsen af et helt nyt bilhus, som nu snart er klar til åbning.
- Der har været lidt småforsinkelser i byggeriet på grund af materialemangel, men ellers er det meste gået efter planen, og jeg glæder mig meget til at slå dørene op i løbet af december, siger Bjørn Langer.
- December bliver sådan lidt en overgangsmåned, som vi bruger på at få det sidste på plads, ligesom vi jo skal have flyttet vores mere end 70 biler. Det kommer til at ske løbende, og så holder vi først en rigtig åbningsreception i januar måned.
Det nye bilhus bliver på cirka 1000 kvadratmeter, som udelukkende skal bruges til salgsafdeling og udstilling. Langer Biler har i mange år haft selvstændigt værksted på Tåsingevej 10, og sådan fortsætter det.
Nye muligheder
Langer Biler har speciale i nyere, brugte biler og med en særlig kærlighed til Ford. Bjørn Langer startede som selvstændig bilhandler i 2006 i Herning, men flyttede til Hobro i 2012, samtidig med at han også havde en afdeling i Ulstrup.
- Det var lidt tilfældigt, at jeg valgte Hobro, men det har jeg bestemt ikke fortrudt. Som bilby har Hobro en god beliggenhed, blandt andet med den korte afstand til motorvejen, forklarer han.
- Jeg vil med det nye bilhus gerne udvide med varevogne, gøre mere i leasing og i endnu højere grad komme ind på markedet for el- og hybridbiler. Det giver de nye rammer gode muligheder for, blandt andet fordi at vi får et meget større udenomsareal, end vi har været vant til, fortæller Bjørn Langer.
Langer Biler beskæftiger i dag ni medarbejdere. Fem på værkstedet, tre i salgsafdelingen og en chauffør.