Ny jobklub i Hobro hjælper flygtninge

Frivillige giver blandt andet nydanskere en hånd med til at skrive et godt cv til jobansøgningerne

06. april 2018 kl. 06.20
Opdateret 12. april 2018 kl. 10.05

HOBRO: Frivillige i Hobro har taget initiativ til en jobklub, hvor flygtninge kan få hjælp til at skrive et godt cv.

De frivillige i Jobklubben erklærer sig også parate til at "oversætte" de mange uskrevne regler, der gælder på det danske arbejdsmarked.

Klubben ligger centralt i byen, i Adelgade 4, 1. sal.

Her har den fået husly hos sprogskolen A2B, der rykkede ind i lokalerne ved årsskiftet.

Initiativet udspringer af den tre år gamle Cafe Netværket.

Mange aktører bakker op: A2B, Jobcentret i Mariagerfjord Kommune, Frivilligcentret og kommunens arbejdsmarkedsudvalg.

- Vores rolle er den personlige kontakt - mand til mand og kvinde til kvinde.

- Vi har allerede hjulpet mange med cv - vi går helt ned i dybden og spørger ind til, hvad de lavede, da de levede under gode eller kummerlige forhold i Syrien eller Afghanistan, fortæller Preben Christensen fra Cafe Netværket.

Han understreger, at det frivillige arbejde bygger på tillid.

- Mange flygtninge kommer fra lande, hvor myndighederne er farlige.

- De er derfor skeptiske over for banker, kommune, politi og forsikringsselskaber.

- Men os har de tillid til. Vi hjælper dem, så godt vi kan, forsikrer Preben Christensen

Arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune Michael Tidemand synes, at Jobklubben supplerer kommunens indsats rigtig fint:

- I jobklubben kan flygtningene møde danskere, som ikke er sagsbehandlere, og som har god tid til at snakke.

- Den frivillige har lokalkendskabet og kan sige:

Har du prøvet at søge Arla? - eller kan måske bane vej til den lokale sportsforening.

- Vi ved, at "det hele liv" har stor betydning for den gode integration, siger Michael Tidemand.

De frivillige - som man sagtens kan bruge mindst en håndfuld flere af - skal ikke hjælpe nydanskerne med fx at besøge arbejdspladser.

Det er Jobcentrets opgave.

Integrationschef i A2B Søren Møller Madsen understreger, at det handler om at klæde flygtningene på, så de bliver aktive borgere i Danmark og selv kan finde job.

- Og man behøver ikke vide noget særligt om arbejdsmarkedsforhold for at være frivillig. Det gør jeg ikke selv.

- Men hvis der er noget, jeg er i tvivl om, ringer jeg til kommunen og spørger, siger frivillig Trille Schytte.

Jobklubben vil holde åbent mandage, tirsdage og onsdage fra klokken 12.30-15. Den første onsdag i hver måned holdes vekslende oplæg.

3F har lovet at komme på besøg.

En af dem, der har fået hjælp af frivillige i Cafe Netværket, er Omar M. Abdulrahman fra Syrien.

Han skriver både smed og tømrer på sit cv.

Omar havde meldt afbud til mødet i går, da han er i den glædelige situation, at han netop har fået job som svejser i Hadsund.

Centerleder Anna Ejby Jørgensen oplyser, at A2B har i alt 246 kandidater (kursister) i Mariagerfjord - 137 i Hobro og 109 i Hadsund.

Knap halvdelen af dem forsørger sig selv.

Undervisningen retter sig i høj grad mod arbejdsmarkedet.

Alle får hjælp til at udarbejde deres cv.

A2B har netop sendt brev ud til 220 virksomheder i kommunen, hvor man inviterer til samarbejde.

A2B har også meldt sig ind i Mariagerfjord Erhvervsråd.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste