Billede beskrivelse

Ny fotobog om livet og mytologien i Rold Skov

25. september 2023 kl. 13.00
Opdateret 04. oktober 2023 kl. 11.18

I seks år har fotograferne Ulrik Hasemann og Mathias Svold undersøgt livet og mytologien i Rold Skov. 

Nu er fotografierne udkommet i værket "Gennem øjetræet". 

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Blandt Troldeskovens bøge findes enkelte, hvis grene eller stammer er vokset sammen, så de danner øjer. Ifølge gammel folketro kunne en syg person blive helbredt ved at kravle igennem sådan et hul. 

Fortællinger og folketro er i århundreder gået i arv i Rold Skov. Nu er der udkommet en ny bog, der undersøger mytologien i en af Danmarks største skove. Der er brug for at nuancere vores forhold til naturen, forklarer den ene forfatter bag bogen, Mathias Svold. 

- Danmark er et af de lande i verden med mindst vild natur, og skoven ses først og fremmest som en ressource og bruges rekreativt. Vi besøger den og tager hjem igen. Men vi glemmer, at vi er en del af samme kredsløb, og naturen har en værdi og en fortælling i sig selv. Gennem fotografierne forsøger vi at indfange den magi, naturen rummer, siger han i pressemeddelelsen, og den anden forfatter, Ulrik Hasemann, tilføjer: 

- Det kunne være sjovt at dykke ned i det og se, hvad naturen betyder for de mennesker, der bruger skoven og området.  

Et af Danmarks største naturområder

Rold Skov er et af Danmarks største naturområder med moser, småsøer, skovenge og lysninger. 

Billederne er en visuel rejse gennem skoven og viser både den uberørte natur og den menneskelige interaktion med stedet, forklarer Ulrik Hasemann. 

- Vi har ladet os fascinere og drage af den stemning, der er i skoven, og fortolket det igennem fotografierne. Hvad er det, der sker, når træerne omslutter os, og himlen forsvinder i grønt? Hvad betyder folkeeventyr, natursyn og overtro for vores måde at være i og betragte vores skove? siger Ulrik Hasemann i pressemeddelelsen og tilføjer: 

- Jo mere vi var i skoven, jo mere blev vi fascineret af den. 

I starten var arbejdet i Rold Skov blot et almindeligt fotoprojekt, men det udviklede sig og er nu blevet til en bog. 

Fotografierne i bogen er taget med analoge mellemformatskameraer og ligger i spændingsfeltet mellem dokumentarisme og kunstfotografi. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste