Nu kan du få en helt særlig ejendom på Krogen
Selvom ejendomsmæglere er vant til mange forskellige typer af ejendomme og opgaver, så er det alligevel en helt særlig en af slagsen, der er landet på bordet hos ejendomsmægler John Frandsen i Hobro. De har fået en feriekoloni til salg. Vel at mærke en feriekoloni med en af de absolut bedste beliggenheder direkte ned til skønne Mariager Fjord.
- Ja, det er absolut ikke hver dag, at vi får sådan en type ejendom til salg. Det er feriekolonien ”Krogen”, som i mange år har været ejet og drevet af en spejde-gruppe. Beliggenheden er vel en 6’er på 5’er-skalaen med 1,2 hektar jord direkte ned til Mariager Fjord, ikke langt fra skønne Bramslev Bakker og Valsgaard, fortæller Jeppe Thostrup, partner og ejendomsmægler hos John Frandsen.
Ejendommen er som nævnt registreret som feriekoloni og skal også anvendes som feriekoloni i fremtiden, idet Kystdirektoratet ikke kan give tilladelse til ændring af anvendelsen, f.eks. til helårs- eller fritidshus, da det efter deres vurdering vil belaste naturen og landskabet i højere grad end hidtil.
- Det indskrænker naturligvis køberfeltet noget, at stedet fortsat skal benyttes til feriekoloni, men med den helt igennem unikke beliggenhed, så er potentialet kæmpestort.
- Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad ejendommen havde kostet, hvis den kunne bruges som sommerhus eller helårshus. Beliggenhed må være en af de bedste i Mariagerfjord-området, slutter Jeppe Thostrup.
Ejendommen er opført i 1946 og har et areal på 138 m2. Foran bygningen er der et stort græsareal med god plads til diverse boldspil, opsætning af telte m.m. I bunden af græsarealet er der en trappe ned til fjorden.
Krogen er sat til en pris på 1.000.000 kroner, og udbydes til salg i licitation med budfrist den 15. august 2022.