Nej til at sende live-tv fra byrådet i Hadsund

Pia Adelsteen (DF) fik ikke opbakning fra sine partifæller til en ide om live-transmission fra byrådet - hun kalder modstanderne forstokkede

26. marts 2018 kl. 08.55

MARIAGERFJORD: Borgerne må også fremover tage turen til Hadsund Rådhus, hvis de vil opleve byrådsmøderne "live".

Et stort flertal i byrådet - Venstre, Socialdemokraterne og to fra DF - sagde torsdag aften nej til et forslag om live-transmission af debatterne, så de kan følges på smartphone, tablet og pc.

Forslaget kommer fra Pia Adelsteen (DF) og Casper Hedegaard (RV).

De mener, live-transmission vil styrke interessen for nærdemokratiet, og åbne for den "lukkede klub", som byrådet godt kan fremstå som.

Jørgen Hammer Sørensen fra DF sagde, at han og partifællen Jan Andersen ikke kan bakke Pia Adelsteen op.

- Vi vil hellere møde vælgerne face to face. Vi havde gode borgere fra Hvilsom, som kom i en, tre, fire biler, og gennem halvandet år fulgte byrådsmøderne, sagde Jørgen Hammer Sørensen.

- Jeg kommer fra et parti, som ofte bliver kaldt populistisk, og det prædikat vil jeg ikke have sat på mig.

Pia Adelsteen gav ikke en døjt for modstandernes argumenter.

- Det er forstokket at være imod. Selvfølgelig er det for at promovere sig selv og få stemmer, sagde Pia Adelsteen.

Det er efter Pia Adelsteens opfattelse også arrogant at sige, borgerne bare kan møde op i Hadsund Rådhus. Busforbindelserne er elendige, påpegede hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste